Da jeg vandt min plads i solen

På Butterfly Club var jeg havnet i selskab med en gudeskøn græsk Adonis. Hans erfarne hænder var på konstant opdagelsesrejse, og da ingen af os havde lyst til at stoppe flirten, besluttede vi os for at fortsætte sammen ud i nattelivet. Vi styrede vores skridt mod Amigo Bar og han konstaterede undrende at jeg ikke virkede spor nervøs for at gå på gaden som pige. 
Jeg svarede ham med et stort smil: ”Har du nogensinde været i Helsinge Brugs? Det har jeg!”

Sommeren var kommet til Danmark, og Jannis havde inviteret mig og Charlotte Lyngquist på en rigtig pigeweekend i sit dejlige sommerhus oppe i Tisvilde. Jeg havde naturligvis taget imod tilbuddet med åbne arme, og glædede mig til at være sammen med mine to nærmeste veninder og få masser af tid til at hygge mig sammen med dem; men jeg havde overhovedet ikke tænkt på at man også nødvendigvis skulle bruge tid og energi på at købe mad ind til en hyggelig pigeweekend i et sommerhus. 
Da vi var vel ankommet var jeg derfor klar til at sætte mig ud i solen og lade mig servicere i flere dage, men blev brat kaldt tilbage til virkeligheden da Jannis begyndte at skrive en indkøbsliste. "Vi skal ind til Helsinge Brugs og købe ind. Hvad vil I have i morgen til frokost? Og til middagen på lørdag?" Ups! Hvad nu? Jeg hev lidt efter vejret. Godt nok havde jeg gået i byen som pige det meste af mit liv; men mest om aftenen i storbyens natteliv, hvor jeg følte mig tryg og på hjemmebane. Aldrig før ved højlys dag midt i sommerlandet i en let sommerkjole, næsten uden makeup. "Det er Danmarks største Brugs! Folk kommer fra det meste af Nordsjælland for at handle ind til weekenden", sagde Jannis. Da hun observerede mit noget flakkende blik, sagde hun drillende: "Du er velkommen til at blive tilbage og nyde solen mens vi kører til Helsinge og handler ind", vel vidende at hun dermed med stor præcision ramte mit ømmeste punkt; min stædige vilje til at kunne klare alting selv! Jeg besluttede mig derfor straks for at tage med, og sagde frejdigt: "Ok. Skal vi så se at komme af sted. Vi skal også nå at nyde sommeren, ikke?" Efter et hastigt skift til en mere afslappet sommerkjole og et diskret strøg lipgloss, drog vi af sted. 
Turen gennem det solbeskinnede nordsjællandske landskab var meget smuk, men alt for kort, og da bilen rullede ind på parkeringspladsen var der ingen vej tilbage. Nu skulle Helsinge altså indtages, om så hverken jeg eller Helsinge var helt indstillet på at det absolut lige skulle være på denne dejlige sommerdag. Tværs over den kæmpestore parkeringsplads og ind i Brugsen. Så langt så godt. For at have et fast holdepunkt klamrede jeg mig til indkøbsvognen og gik langsomt ned igennem butikken, godt gemt af vejen bag et par meget store mørke solbriller, og overlod det helt og holdent til Jannis og Charlotte at fylde vognen op med de varer vi skulle have.
Det vrimlede med tusindvis af sommerklædte mennesker i butikken; men stille og roligt gik det op for mig at de end ikke ænsede min tilstedeværelse her midt i det hele. Alle var travlt optaget af deres egne indkøb til weekenden, og jeg slappede mere og mere af. Jeg holdt dog stadigvæk fast ved mit gangstativ; bare sådan for en sikkerheds skyld. 
På et tidspunkt blev jeg opmærksom på et yngre ægtepar og deres to små døtre. Alle var kønne og solbrændte; men specielt manden var utrolig smuk med sit klassisk nordiske udseende. Han havde også valgt at være vognstyrer alt imens fruen fandt varerne frem og ungerne gik på opdagelse mellem hylderne. I lang tid stod vi derfor stille ca. 5 meter fra hinanden, mens vore indkøbsvogne langsomt blev fyldt op af andre hænder, og jeg fik rigelig tid til at betragte ham og nyde synet af al denne herlighed. Han var lyshåret og lignede en nordisk Gud, iført en stumpet T-shirt og shorts, som åbenbarede et lille stykke bar mave og et par flotte solbrændte mandeben. "Vil du have hvid- eller rødvin til middagen?" Jannis var kommet tilbage med favnen fuld af varer. Da jeg ikke svarede hurtigt nok, skævede hun lidt til mig, og sagde hurtigt: "Vi køber bare begge dele" og forsvandt igen mellem hylderne.
Han var vist midt i trediverne, med faste mavemuskler, klare blå øjne og et ganske charmerende smil. Og hænderne! Jeg var langt væk i mine drømmerier. Jannis og Charlotte havde da også helt opgivet at få kontakt med mig og gik og hyggede sig sammen, mens de læssede indkøbsvognen med alskens lækkerier. Pludselig opdagede jeg, at han var blevet lidt urolig og flyttede nervøst på sig, alt imens en rødmen begyndte at brede sig helt ned på halsen. Jeg havde givetvis stået og studeret ham i temmelig lang tid, og nu gik det med ét op for ham, at der stod en kvinde og slugte ham med øjnene fra top til tå. Også jeg blev vist lidt forvirret over situationen, og sendte ham et venligt og undskyldende smil, som desværre gjorde ham endnu mere forfjamsket, og med en hastig bevægelse fik han vendt indkøbsvognen rundt og forsvandt hurtigt ind i en af sidegangene. Da Jannis i det samme dukkede op igen med favnen fuld af grøntsager fandt hun mig stående midt i butikken og klukke af grin. "Hvad er det der så sjovt?" spurgte hun drilsk; helt klar på hvad jeg havde haft gang i. "Nå, jeg har bare lige fundet ud af at det her er min Brugs! Resten får du at vide senere!" 
Jeg fandt ud af at jeg i pigerollen havde overtrådt en magisk grænse for hvordan man må opføre sig. Jeg havde helt klart overtrådt de gængse spilleregler mellem kønnene, og jeg nød til fulde den svimlende fornemmelse af at jeg som pige havde fået hylet en mand helt ud af den ved at betragte ham som et sexobjekt, og at han ikke havde kunnet klare dette angreb på hans maskulinitet uden at rødme fra top til tå. Med ét følte jeg mig meget stærk i pigerollen. Det var mig der havde fat i den lange ende. Det var mig som havde vundet denne lille underbevidste kønnenes kamp! Jeg havde som transvestit tiltaget mig retten til at være her på lige fod med alle andre. Det var en fuldstændig euforisk oplevelse, og de mørke solbriller som skulle skærme mig mod omverdenens blikke forsvandt lige så stille ned i dametasken. Resten af tiden vandrede jeg glad og velfornøjet rundt sammen med Jannis og Charlotte, kikkede på alt muligt, lige fra udbuddet af vine til børnetøj, lingeri og køkkengrej, og vi kommenterede det hele som var vi et par fjollede skoleveninder på shopping. 
Da vi kom ud på parkeringspladsen var den lille familie ved at pakke bilen med varer. Han kikkede stjålent og lidt genert til mig, og jeg sendte ham mit største smil som tak for oplevelsen; vel vidende at han nok aldrig ville forstå hvad han havde gjort for mig denne sommerdag. Han havde givet min selvtillid et ordentligt spark opad. Hele verden var med et trylleslag blevet min legeplads på denne dejlige solskinsdag. Da vi havde stablet vores indkøb ind i bilen tilbød jeg glad og fornøjet at fejre min oplevelse ved at give Jannis og Charlotte en kæmpestor isvaffel oppe midt på gågaden, som var myldrende fuld af sommergæster. 
Den dag vandt jeg min plads i solen.

Den lyseblå Barbie

Sommeren var ved at være slut og den nye sæson i transvestitforeningen stod for døren. 
En fredag aften midt i august havde vi vores første mødeaften efter en lang og fugtig sommer, og rigtig mange medlemmer mødte op og åbnede sæsonen. Lumbyes Selskabslokaler diskede op med en lækker buffet, og festarrangørerne havde sørget for lidt dæmpet stemningsmusik under spisningen. Snakken gik livligt ved bordene og gensynsglæden var stor blandt de fremmødte medlemmer. På et tidspunkt midt under spisningen kom min veninde Charlotte Lyngquist grinende ind fra gaden hvor hun havde været ude for at trække lidt frisk luft. Hos genboen, Café Intime, var der optræden af en meget speciel pige og det måtte vi altså komme med ind og opleve! Charlotte kan være meget insisterende når det ta’r hende, så vi var nogle stykker som straks lagde kniv og gaffel fra os og listede ind ved siden af. Og det var virkelig en oplevelse af de særprægede. Da vi stak hovedet indenfor kunne vi gennem menneskemylderet se - og høre - en pige som med fynd og klem sang hvinende falsk - men gjorde det med dødsforagt! Hun lignede en lyseblå Barbiedukke, selv håret var blåt, og ved siden af hende dansede en lille “Bunnygirl” en vild Go-Go dans. Den ret specielle måde at synge på var en sammensmeltning af Björk, samisk åndemanersang, strubelyde og jodlen! Temmelig særpræget og en sjov oplevelse som jeg ikke ville være foruden. Da vi kom tilbage foreslog vi i kådhed festarrangørerne at prøve at overtale pigerne til at komme ind og underholde på Lumbyes bagefter, men jeg tror ikke vi var overbevisende nok i vores begejstrede omtale af “fænomenet” på Intime, hvorfor vi fattede kniv og gaffel i god ro og orden og spiste videre til taffelmusikken. En oplevelse rigere.
Efter middagen blev der lagt noget mere dansevenlig musik på så vi kunne komme på dansegulvet og få brændt lidt kalorier af. Rigtigt sjovt blev det da sommerens landeplage “Margaritha” pludselig drønede ud af højttalerne. Den var simpelthen umulig at sidde stille til, og på rekordtid var vi 8-10 danseglade mennesker som svingede rundt til musikken. Højdepunktet var at Birgit havde sin teenagedatter med denne aften. Hun ku’ nemlig bare det der! Melodien havde jo hærget på ungdomsdiskotekerne, og der var naturligvis opfundet nogle helt specielle dansetrin som jeg i hvert fald aldrig havde fået lært - før denne aften! Jeg fik nemlig overtalt hende til at vise os de indviklede trin til dansen, og efter talrige uautoriserede variationer lykkedes det alle at kæmpe sig igennem “Margaritha” i flot stil. Vi var simpelthen nødt til at spille nummeret igen og igen indtil hun syntes det var i orden. Jeg tror at vores unge danseinstruktør havde det lige så sjovt som alle vi andre. Men hvor kan man dog blive forpustet af at røre sig! Efter dansen måtte vi alle ud på gaden for at køle af, og her mødte vi igen de optrædende fra Intime. Det viste sig at de var fra Schweiz og at de turnerede rundt på små klubber i Europa med deres show. Så de fik en kærlig hilsen med på deres vej videre ud i den store mærkværdige verden. Inden døre fortsatte hyggesnakken til langt over midnat, og det var en træt og mødig dansepige som listede hjemover ved 1-tiden om natten. Først næste morgen mærkede jeg rigtigt den forstuvede ankel, så resten af weekenden gik på listefødder. Men en sjov aften - dét var det!

1998

tilbage til indholdsfortegnelsen

På Statens Museum for Kunst udstiller man for første, og måske sidste gang i min levetid en storslået samling af den berømte engelske maler Henry Turner, også kaldet ’lysets mester’. Billeder hentet fra Tate Britain & National Gallery i London, samt Nationalmuseum i Stockholm. Billeder af en maler jeg har læst og hørt om det meste af mit voksne liv, og hidtil kun har haft mulighed for at komme tættere på via dokumentarudsendelser fra BBC og reproduktioner i kunstbøger. Nu er hans billeder samlet her i København, og det måtte altså opleves.
Og oplevelsen var stor. Turners overvældende evne til at male lyset ind i sine landskabsmalerier, at få sollyset til nærmest at blænde beskueren, at få himmel og hav til at bruse én i møde så man nærmest mister balancen. Jamen, det var simpelthen en fantastisk oplevelse at stå foran hans store lærreder og lade sig rive med i begejstring.
Bagefter måtte jeg lige ud i den nye Skulpturgang for at komme lidt til hægterne igen. Det store luftige rum med udsigt over Østre Anlæg er en ren lise for sjælen. Herude skal jeg altid lige hilse på Svend Wiig Hansens pragtfulde Torso: Stående kvinde. En frodig og sanselig kvindekrop, fuld af livskraft og styrke som kunstneren selv. I mine yngre dage var hans kunst med til at nære min drøm om at også jeg havde en fremtid som billedkunstner. Nu har drømme aldrig været en mangelvare i mit liv, og jeg er af den overbevisning at de skal forfølges så langt lysten og evnerne rækker. Og det gør de jo ikke altid. Efter et par års intens arbejde, måtte jeg sande at der var dårlig kunst nok i denne verden, og at det ikke var mit lod at tilføre den mere af den slags, og vendte mig mod andre drømme, andre græsgange. Det blev derfor indenfor teaterverdenen jeg kom til at slå mine kreative folder; og det var i grunden slet ikke så galt.
Jeg bliver brat revet ud af mine tanker da jeg hører højlydte stemmer i en heftig diskussion et eller andet sted bag mig. Jeg vender mig om, og ser på afstand to nydelige, kultiverede ægtepar i deres bedste alder stå foran en antik, græsk marmorstatue og gestikulere med både arme og ben. Det er jo Hermes, tænker jeg, hvordan i alverden kan den skulptur få dem så meget op at køre? Jeg går tættere på, og nu hører jeg den ene sige: Det må være en kvinde. Nej, det er en mand. Hermes er altså en mand, så kan du sige hvad du vil! bliver der svaret. Det forstår jeg ikke noget af, siger den tredje. En mandekrop med kvindelige kønsorganer og stiletter. Det er sku’ da for langt ude! og de forsvinder hovedrystende mod udgangen. 
Nysgerrig går jeg tættere på den omstridte marmorskulptur, og nu ser jeg det. Kroppen er ubestridt en mandekrop, en mandekrop med kvindeskød. Og da jeg går rundt om skulpturen ser jeg at han har en højhælet sko på den ene fod. Hermes er blevet tvekønnet! Hvem har lavet denne genistreg? Christian Lemmerz. Hvad i al verden er han ude på? Jeg bladrer hastigt igennem kataloget og læser ivrigt: ”Adam-Kadmon fra 1998 er direkte baseret på den antikke, græske skulptur Hermes og Dionysosbarnet (udført af Praxiteles ca. 340 f. Kr.) Ved nærmere eftersyn opdager man den forvandling, som Lemmerz har ladet den antikke skulptur gennemgå. Den muskuløse Hermesfigur fremstår pludselig tvekønnet, med kvindeskød og en elegant, højhælet sko på den ene fod. Den oprindelige træstub, som figuren læner sig op ad, er i Lemmerz’ version blevet en enorm fallos. Lemmerz bruger dermed den klassiske skulptur som afsæt for en fremstilling af køn, seksualitet og identitet i vores egen tid.”

Jeg drog af sted for at se udstillingen med Henry Turner, for at opleve lys, himmel og hav komme mig i møde i nogle pragtfulde malerier, og kommer hjem med hovedet fuld af tanker omkring den tvekønnede Hermes. Det er den slags overrumplende og tankevækkende oplevelser man får, når man bevæger sig ud i kunstens verden med åbne øjne. 

2004

tilbage til indholdsfortegnelsen

Erindringer omkring en film
Du kender det godt. En gang imellem møder man nogen eller snubler over noget som sender tankerne på himmelflugt, og oplevelser du næsten havde glemt dukker op med fuld styrke. Sådan havde jeg det, da jeg for nylig faldt over en stak DVDer med den danske film 'Lille spejl'. Jeg måtte bare købe dem alle sammen lige på stedet for at sælge dem videre til andre interesserede på min Rebecca's Outlet; men det sjove var at jeg øjeblikkelig var tilbage i 70'erne og pludselig kunne huske en masse fra den periode som om det var i går.

Min gode veninde Kirsten arbejdede som sminkør og frisør på teatre og danske spillefilm, og hun er nok den der har lært mig mest om at lægge en god makeup. Hun havde lige fået jobbet som sminkør på 'Lille spejl' og beklagede sig lidt over instruktørens krav til makeuppen. Tit og ofte er makeup på film pæn og neutral, men i 'Lille spejl' ønskede Edward Fleming at den skulle være mørk og dekadent, nærmest stumfilmsagtig, med tung foundation, blommefarvet rouge, læbestifter og neglelakker. Det er jo ikke lige de farver der ligger flest af i en sminkørs makeupkuffert, så nu måtte hun ud og investere en mindre formue til denne ene film.
Jeg stod og skulle på ferie i London; makeup var også dengang meget billigere i England end herhjemme, og så kan du jo næsten tænke dig til resten. I hvert fald drog jeg af sted med en kilometerlang liste over makeupprodukter og specielle farveønsker, samt ekstra penge på lommen, og tilbragte mange skønne timer i de bugnende makeupafdelinger i Londons førende varehuse. Kufferten blev fyldt til randen med de sidste nye grammofonplader og en halv ton makeup og slæbt hjem til København, så Frits Helmuth, Preben Kaas, Bodil Kjær, Sandra Day, Danny Drags og alle de andre medvirkende kunne få det helt rigtige udseende i filmen. 
I filmen er der en stor festscene. Den skulle optages i den store sal i Odd Fellow palæet i Bredgade, og noget nær alle københavnske transvestitter blev inviteret med som statister, naturligvis også jeg. Desværre faldt optagelserne sammen med premiereforberedelserne på en teaterforestilling jeg var involveret i, så jeg kom aldrig med i filmen. Men makeuppen; dén havde jeg sørget for!

2007

tilbage til indholdsfortegnelsen

Hvad er ligheden mellem en transvestit og Røde Kors? 
De samler begge på brugt tøj!

Denne harmløse vittighed hørte jeg for nylig ved et muntert selskab, og jeg blev temmelig overrasket da vitsens ophavsmand fik en ret så voldsom overhaling af en af de tilstedeværende transvestitter. Hun ville nemlig ikke finde sig i at der blev fortalt platte vitser om transvestitter når hun var tilstede. Tænk, jeg syntes faktisk vitsen var ganske sød, og har i mit liv hørt dem der var både grovere - og sjovere! Da jeg aldrig havde mødt hende før, og hendes vredesudbrud i den grad havde vakt min nysgerrighed, valgte jeg selvfølgelig at snakke med hende om det senere på natten; og fandt i samtalens løb ud af at hun var meget ny og usikker m.h.t. sin pigerolle, og "bare ikke kunne klare at blive gjort til grin!" Og her sad jeg med snart tredive års erfaring som transvestit med en fornemmelse af at hun netop havde gjort sig selv mere til grin end godt var. Samtalen løsnede heldigvis en lille smule op for hendes usikkerhed, og vi skiltes i al fredsommelighed. Men hvor håndterer vi dog vor transvestisme vidt forskelligt.
Oplevelsen har da også siden fået mig til at fundere lidt over hvad humor egentlig er for noget, og hvad den kan bruges til. 
Har vi som transvestitter overskud til at have selvironi, eller vælger vi bare at gå i baglås og blive sårede, når der fortælles mere eller mindre sjove vittigheder om transvestitter? Hvorfor synes vi nogle gange en transevits er sjov, og i hvilke sammenhænge kan vi klare den uden at føle os såret? Vi holder os jo ikke selv tilbage når vi er samlet i festligt lag. Det svirrer i luften med mere eller mindre platte transevitser ved vores fester; men er det kun os selv der må gøre os morsomme på egen bekostning? Så synes jeg sku’ transvestitter er for sarte og nærtagende. Vi bør dog i sagens natur kunne mobilisere lidt overskud og vove at se i øjnene, at transvestisme godt kan virke lidt vel komisk og aparte for u(den)-forstående mennesker, og at vi fra tid til anden risikerer at blive centrum for andres godmodige drillerier. 
Humor kan man jo også vælge at betragte som et meget humant våben i samværet med andre mennesker, og har du energi og overskud til at fyre en kvik bemærkning tilbage, kan du ofte løse en lidt anspændt og pinlig situation ved at vise at også du har humor og selvironi. 
Så rank ryggen! Vær glad og stolt over at være den mangfoldige personlighed du er, og deltag i morskaben i stedet for at vælge at blive fornærmet. En munter transevits kan faktisk tit og ofte ramme dig hårdere end den egentlig er tænkt hvis du selv går rundt og føler at det er lidt pinligt at være transvestit. Og det er da ingen grund til, vel? 
En af de få sjove replikker jeg husker fra Edward Flemming’s danske transvestitfilm Lille Spejl blev fyret af da en stor bredskuldret fransk dragqueen iført balletkjole a lá Sylfiden havde ført sig frem som yndefuld ballerina med tåspidsdans og det hele, og ikke kunne forstå hvorfor det danske publikum lå flade af grin. Han reagerede ved at blive frygtelig ked af det, men livede helt op igen ved de trøstende ord: "Vi griner ikke ad dig - vi griner med dig!". Og i alle livets forhold hjælper det gevaldigt at have humoren med sig - også som transvestit.
Det får mig lige til at tænke på en engelsk undersøgelse jeg læste for nylig. 
I England har man lavet endnu en stor undersøgelse omkring diskrimination på arbejdspladserne og bl.a. spurgt en lang række yngre andengenerations-indvandrere, om de opfattede det positivt eller negativt at blive kaldt ved øgenavn af deres kolleger. Ganske overraskende for journalisterne var de fleste glade og tilfredse med deres øgenavn, for som de sagde: "Alle andre på vore arbejdspladser har et øgenavn eller kælenavn, og det beviser jo bare at vi er accepteret i gruppen. At vi er en del af det sociale sammenhold!" 
At være en del af den almindelige morskab kan altså også opfattes positivt, og når en kvik lille vittighed som den ovenstående så oven i købet rummer et gran af sandhed synes jeg altså det er ret morsomt at være den der står for skud. Venlig humor bruges jo tit og ofte som en kærlig hilsen, der bekræfter at du er accepteret blandt vennerne. 
Kort sagt at du rent faktisk er kommet i godt selskab!

2001

tilbage til indholdsfortegnelsen

Klip fra min dagbog

Sæsonen var i fuld gang og den så bestemt ikke ud til at blive kedelig med vores dejlige nye værested og masser af spændende nye muligheder for at gå i byen sammen og more sig.

Jeg kom tilbage fra min efterårsferie til Italien lige tidsnok til at deltage i TiDs Kulturnat arrangement på Queen Victoria, og det var endnu en gang en dundrende succes. Jeg havde aftalt med Sara Lund at hun kunne komme her forbi inden vi drog derind, og efter en hyggelig snak, og en masse omklædning da hun havde tasken fuld af nyindkøbt tøj, kørte vi ind til Park Hotel hvor der stod endnu tre svenske veninder og ventede. Der var en ny veninde med, og da de havde lovet hende at hun kunne blive kørt til døren i Snaregade begyndte vi at cirkle rundt i den indre by for at finde en parkeringsplads i nærheden af Queen Victoria, hvilket selvfølgelig viste sig at være totalt umuligt denne aften. Efter to forgæves ture rundt om Nationalmuseet og Gammel Strand fandt vi endelig en ledig plads helt oppe ved brandstationen bag Rådhuset og det lykkedes mig at overtale dem til at snuppe den, da det med garanti var den eneste ledige plads i hele byen. På den nye venindes tøvende spørgsmål om ikke der så var meget langt at gå skyndte jeg mig at forvisse hende om at det bare var et lille hurtigt smut forbi brandstationen, så var vi der - næsten! Vi nåede da også frem under megen munterhed, og som sagt var aftenen en fantastisk succes med massevis af nysgerrige gæster og unge mænd som fik lagt makeup.

Ugen efter var der arrangeret en aften i parykforretningen Frida Davidsen eftf. i Nørre Farimagsgade, og da jeg i mange år kun havde hørt godt om denne forretning fra veninder som har handlet der var jeg meget interesseret i at møde dem personligt. Denne aften var der ikke rigtig nogen som havde tilbudt at komme forbi og hente mig, hvorfor jeg besluttede mig for at snuppe herrecyklen derind da der faktisk ikke er særlig langt fra min bopæl. Da jeg havde klædt mig på og var på vej ud af døren kom jeg lige til at tænke på om nederdelen var for stram at cykle i og satte jeg mig ned og lavede cykelbevægelser. Og ganske rigtigt. Nederdelen havnede helt oppe om ørerne, og i en fart fik jeg skiftet til en med lidt mere vidde og kom af sted.
De var fantastisk søde og gode til at finde frem til frisurer som klædte ens ansigt, og selvom jeg ikke havde tænkt mig at købe noget denne aften tilbød jeg naturligvis at være model for en aften og gav dem totalt frie hænder m.h.t. hvad de kunne tænke sig at finde frem af forskellige parykker. Jeg havde alle mulige forskellige farver og klipninger på hovedet, lige fra rødt og sennepsfarvet strithår til sort page som ikke er set siden de gamle stumfilm. Samtidig fik de fortalt en masse fornuftige ting omkring pleje af parykker, og salget var vist også ganske godt. 
Ellen, Charlotte Isabella og jeg sluttede aftenen af med en tur på Café Intime hvor de var masser af dejlige mennesker som ville snakke med os, og indehaveren, jazzsangerinden Monica og en af gæsterne sang duetter. Turen hjem ved halvtotiden var noget kølig; men jeg trak de røde krøller godt ned i panden og nederdelen op om ørerne og susede hjemover i en vældig fart. 

Kulturnatten fredag den 13. oktober 2000

”Det var med nogen spænding at TiD for første gang deltog i Wonderful Copenhagens Kulturnat arrangement. På trods af at det var fredag d. 13. (hvilket kunne lede tanken hen på en gyser) blev det en bragende succes som vil gå over i TID’s historie som en ”once in a lifetime event”. Med andre ord den største hændelse overhovedet i transvestitforeningens historie.”  Citeret efter Solveig Lerche, daværende formand for TiD

I flere år havde vi på vores årlige generalforsamling i oktober måned kunnet sidde og høre Kulturnatten rase forbi udenfor, alt imens vi pligtskyldigt sad inde bag de blyindfattede ruder i Lumbyes Selskabslokaler og diskuterede budgetter og paragraffer. Så da vi sidste år besluttede at flytte generalforsamlingen til om foråret var banen fri for en idé jeg længe havde gået og leget med. Nemlig at prøve at placere vores årlige ’Åbent Hus’ arrangement på netop denne dag.
Ved at gå med i Kulturnatten får man helt gratis al den reklame man ellers plejer at skulle betale via annoncering. Man skal blot have et interessant arrangement der er åbent for alle mellem 18.00 og 24.00 samt skrive en fornuftig tekst til kataloget. Wonderful Copenhagen sørger for resten. Fikst, ikke? Men en ting er at få en god idé, noget andet er jo at holde gejsten oppe og tro på at den holder hele vejen igennem. Det var da også med sommerfugle i maven at vi begav os ud til Lumbyes sidst på eftermiddagen for at stille op og gøre klar til at åbne dørene kl. 18.00.
Heldigvis var vi efterhånden blevet mange om projektet. Michelle, Solveig og Susanne, som havde været med i hele planlægningen, var sammen med Henriette udnævnt til kontaktpersoner - eller snakketanter som Michelle hellere ville kalde det. Charlotte Isabella og Ellen kom med bilen fuld af blomsterdekorationer og udsmykkede lokalet, og jeg skulle medbringe påklædningsdukkerne, tøjstativet, sminkekassen, spejlene, lamperne osv. Heldigvis var Helle så generøs at hun havde taget en fridag for at hjælpe mig, og sammen fyldte vi den lånte stationcar op til randen, stillede op, og samlede det hele sammen igen efter det store slag. Beth, Jannis og jeg skulle arbejde som make-up artister i TiDs Sminkebod, og Jannis medbragte en masse parykker til lejligheden. Et par af mine mandlige venner var blevet indforskrevet som sminkemodeller - sådan for en sikkerheds skyld. Og så var vi klar!
Flere dagblade havde bragt vores pressemeddelelse og vi blev kimet ned fra tidlig morgen. TV Lorry ville gerne lave et direkte indslag fra Lumbye, hvilket jo lød helt og aldeles pragtfuldt. DR1 ville have os ind i studiet om formiddagen for at lave et indslag, med sminkekufferten under armen; men her sagde jeg altså nej tak! Dagen ville jo blive hektisk nok i forvejen. Hvis de ville have historien måtte de komme ud til os denne aften. Det var jo vores arrangement som de syntes lød sjovt og interessant, så i denne sammenhæng var det altså også os som satte dagsordenen! De kom sku’ alligevel og filmede et indslag til lørdagens Tv-avis. Og i løbet af eftermiddagen var Solveig blevet interviewet til Radioavisen kl. 18:30. Journalister og fotografer fra Berlingske Tidende, BT, Frederiksberg Bladet og Tidens Kvinder var ved at falde over hinanden for at få en god historie, og min gode ven Niels, som havde været tvangsindlagt som model, ringede grinende om lørdagen og sagde: ”Jeg er sku’ blevet side 14 pige i BT sammen med Henriette!”
Det helt store scoop kom da TV Lorry sendte en direkte transmission fra Lumbyes Selskabslokaler kl. 19:50. Det var virkelig noget der rykkede. Både TV Lorry og Lumbyes blev kimet ned af folk der ville vide hvor det foregik, og indenfor den næste times tid blev huset simpelthen rendt over ende af feststemte mennesker som var ude og få én på opleveren, og stemningen steg til kogepunktet. Som Michelle udtrykte det med et skævt smil: ”Så blev vi sku’ da synlige!” Der blev i hvert fald stillet spørgsmål og svaret i en uendelighed, og vores temanummer blev delt ud til højre og venstre. Jeg tror alle vores medlemmer som var dukket op kom i snak med en masse videbegærlige og nysgerrige mennesker, og havde det helt pragtfuldt midt i denne sydende heksekedel.
TiDs Sminkebod var det helt store trækplaster, og vi tre sminketøser havde fast arbejde hele aftenen. De unge mænd stod nærmest i kø for at prøve at få lagt makeup, og vi havde nogle spændende samtaler omkring kønsroller og transvestisme alt imens vi ’tryllede’ deres mere feminine ansigtstræk frem. Mindst 25 entusiastiske unge mænd ville gerne prøve at skifte køn for en aften og have taget et polaroidbillede som minde om deres forvandling, og vi måtte i en fart udnævne Susanne til kanonfotograf da vi overhovedet ikke havde tid til at slippe makeuppenslerne.
Jeg havde fået fremstillet 3 kvindefigurer som kunne hænges op på et tøjstativ, og de var ret forskellige i udtryk. En stilig fruemodel med silkebluse og sløjfe i halsen, en klassisk udgave med hvid skjortebluse og mørk nederdel - og så den festklædte med svulmende kødfarvet barm og dybt nedringet pinkfarvet kjole. Når man så stillede sig bagved og stak det smukt sminkede hoved frem så det ud som om man var fuldt klædt som kvinde. Den sidstnævnte blev lynhurtigt den populæreste, hun var simpelthen fremme i front hele aftenen. Der blev grinet og snakket og givet gode råd om valg af den rigtige type når de smukke modeller stillede op og ville foreviges af kanonfotografen, og Susanne havde det vist lidt ligesom Professor Tribini midt i dette hurlumhej: ”Fuld tilfredshed eller pengene er spildt!” Hun fotograferede i hvert fald på livet løs hele aftenen og indkasserede en rund tyver for hvert polaroidbillede der blev taget. Og der var både fuld tilfredshed og højlydt jubel når billederne langsomt tonede frem.
Helle var på et tidspunkt kommet i snak med fire unge piger, og de kom over og spurgte om de også måtte få lagt make-up. Da jeg sagde nej da de jo havde muligheden hver dag, og at det kun var mænd som fik lov at komme til på denne aften, grinede de og sagde i munden på hinanden: ”Så ringer vi efter vores kærester i stedet for!” hvilket jeg syntes var alle tiders. I løbet af et kvarters tid stod de der igen, denne gang med to smilende ungersvende under armen, og Beth og jeg gik i gang med at give dem hele turen, kraftigt assisteret af veninderne som kom med jublende kommentarer og gode råd. Ind imellem skiftedes vi til at snige os væk fra sminkeboden for at trække vejret og drikke en cola, og når vi kom tilbage stod der flere og hoppede af forventning, og så kørte det bare videre derudaf lige til midnat. Vi tilbød naturligvis at de kunne få fjernet makeuppen igen  - men ikke på vilkår! De førte sig med stor fornøjelse frem med sminke og paryk for øjnene af alle de andre gæster, og ind imellem måtte vi en tur ud i baren og bede dem aflevere de mest populære lange blonde og røde parykker så de næste også kunne prøve dem.
Beth måtte kaste håndklædet i ringen omkring kl. 23.00 på grund af for megen tobaksrøg (den kunne skæres i skiver på det tidspunkt!) og da Jannis omkring midnat havde fået samling på sine parykker igen, og jeg stod og var i gang med at pakke sminken sammen, kom flere af de unge mandlige modeller hen til mig og spurgte, om jeg ikke lige kunne friske makeuppen lidt op inden de drog videre. Selvfølgelig kunne jeg det, og da flere af dem skulle videre til private fester eller på diskotek blev vi enige om at nu måtte jeg godt give den hele armen med de krasse farver i paletten. Det var et skønt at opleve hvor afslappet de tog på det hele, og jeg fik flere varme farvelknus inden de drønede videre ud i natten.
Da Helle og jeg havde fået slæbt hele min oppakning hjem igen ved 01.30 tiden smed vi de højhælede i det fjerneste hjørne, åbnede en flaske god rødvin og hyggede os med lidt natmad. Vi var skrubsultne da ingen af os havde fået noget at spise siden om formiddagen. Det havde været en fantastisk sjov aften, og jeg havde haft det som en fisk i vandet midt i den tumultagtige succes som vi her halede i land; men da det hele var overstået var det godt nok ligesom gassen langsomt sivede ud af ballonen, og jeg følte at det blev sværere og sværere at holde styr på både brød, smør og pålæg, samtidig. Vi blev enige om at ”3 ting på én gang det kan man virkelig ikke!” og Helle sagde pænt godnat ved 03.00 tiden og trillede hjemover, hvorefter jeg kort og godt gik ud som et lys. Og hold da kæft hvor var jeg træt resten af weekenden. Som jeg og Jannis grinende sagde i munden på hinanden da vi endelig (lidt tøvende) var dukket op til overfladen igen på et eller andet tidspunkt om lørdagen: ”Det var en fantastisk aften – men jeg gør det aldrig mere! Det her kan simpelthen ikke gentages!” Den festlige stemning og alle de rosende ord fra denne fantastiske aften har jeg naturligvis taget til mig med glæde, da jeg gerne ville vise at det kunne lade sig gøre for foreningen at deltage i Kulturnatten med et åbent og aktivt arrangement. Det er hermed bevist til fulde.
Nu står foreningen med en flot fjer i hatten, og jeg giver med stor fornøjelse bolden videre til næste års arbejdsgruppe. Heldigvis fornemmer jeg at der allerede er en masse entusiastiske personer som sprudler af energi og lyst til at få gang i næste års Kulturnat. Og det er jo bare herligt. Vi har i hvert fald fået taget hul på noget nyt og spændende, og energien skulle gerne sprede sig som ringe i vandet og skabe nye tanker og idéer fra gang til gang.

Til sidst vil jeg påpege at dér hvor der virkelig blev flyttet grænser denne fredag, nok ikke mindst må være i vore egne rækker, hvilket jeg synes er ret så spændende og relevant at huske på fremover. Lige præcis den åbenhed og tolerance overfor transvestitter som er fremherskende i samfundet i dag, samt de synspunkter som fremgik af kroniken "Det flydende køn" i Politiken i september måned 2000, blev bevist denne aften; nemlig at den unge generation ikke har de forbehold overfor transvestitter, som nogle af os stadigvæk går rundt og tror. Der blæser nye tolerante vinde i disse år, og grænserne er blevet flyttet, om vi så har villet tro det eller ej. På Kulturnatten kunne vi så oven i købet ved selvsyn konstatere at det passer. De unge mænd vi havde under behandling havde absolut ingen berøringsangst m.h.t. at overskride fordums snævre grænser for hvad en mand kan eller ikke kan gøre. 
Den erkendelse synes jeg vi skal tage til os og glæde os over.

2000

tilbage til indholdsfortegnelsen

En god veninde sagde engang at hun opfatter mig som en festtrans, en transvestit der kun dukker op ved festlige lejligheder. Set fra hendes udgangspunkt som transvestit på fuld tid kan hun gerne have ret i denne antagelse. Selv anskuer jeg det lidt mere nuanceret og ser det som en valgt frihed at gøre som jeg har lyst til, når jeg har lyst til det, og at vi hver især har fundet vores egen balance her i livet. Jeg fornemmer klart at det med årene er blevet langt mindre påtrængende for mig at træde frem som Rebecca i fysisk form. Ungdommens kønsforvirring, den tvingende udvendighed og insisteren på forståelse og accept har bevæget sig mod en voksen selvforståelse og accept af at jeg er et menneske som også er transvestit, en viden jeg bærer med mig med stor glæde. Ganske enkelt benævner jeg i dag min transvestisme som en social transvestisme. Det er vigtigt for mig at jeg kan forbinde min transvestisme med socialt samvær, ellers føler jeg ikke den fysiske fremtræden giver nogen mening for mig. Jeg føler ikke mere jeg skal bevise, overbevise eller fremvise noget for andre end mig selv, en dejlig erkendelse jeg er nået frem til som en ganske naturlig udvikling i mit liv.

2004

tilbage til indholdsfortegnelsen

Lørdag er bare ugens bedste dag

Mere af den slags, tak

Overskriften er citeret fra et brev som refererer til vor optræden i Bianco Footwears reklamekampagne i efteråret 2002: 
"Godt gået, piger. Mere af den slags, tak."

Jeg nyder naturligvis den euforiske stemning blandt mine medsøstre og alle de gode forslag der kommer myldrende i kølvandet på denne store reklamekampagne: Vi skal være mere synlige i hverdagen. Vi skal markere os mere i den offentlige debat. Vi skal være mere opsøgende i forhold til massemedierne osv. osv. Kort sagt: Vi skal gøre noget aktivt for at blive en integreret og accepteret del af det officielle samfundsbillede. Men alle de gode forslag og idéer til hvad vi skal gøre for at forbedre tingenes tilstand lander hele tiden på naboens bord. Det er nemlig altid de andre transvestitter som skal sørge for at alt dette sker. Aldrig mig selv. I hvert fald ikke lige her og nu. Undskyldninger og bortforklaringer er der masser af; men hvad skal vi dog bruge dem til? 
Hvorfor denne usikkerhed og tvivl på eget værd? 
Måske ligger forklaringen så snublende nær at vi ikke selv kan se den. Vi gør os selv til en usynlig minoritet. Kun synlige for os selv og andre når vi ønsker at være det, forstået på den måde at vi kan smyge os ind og ud af pigerollen efter for godt befindende. Politisk og socialt kommer vi fra alle afkroge af tilværelsen, og når makeuppen er fjernet og kjolen hængt væk er vi ikke eksisterende for omverdenen indtil næste gang vi klæder om. Som samfundsgruppe har vi så vidt jeg ser det en fælles sag at kæmpe for, nemlig ønsket om accept, og den opnår vi ikke ved at være usynlige. Hvordan skal man forholde sig til nogen der ikke vil stå ved sig selv? 
De homoseksuelle, som vi tit sammenligner os med som minoritetsgruppe, tog kampen op mod diskrimination og usynliggørelse i samfundet. De havde en fælles kamp at kæmpe, og resultatet er da heller ikke udeblevet. I dag er homoseksualitet stort set accepteret, ja næsten borgerliggjort, i den almene bevidsthed. Det samme gælder også transvestisme, da åbenhed og tolerance heldigvis har en afsmittende virkning på andre minoritetsgrupper i samfundet. Alligevel forfægter mange transvestitter den åbenlyse kendsgerning at virkeligheden har ændret sig til det bedre, selv for os. 
Virkeligheden er at hver gang vi vælger at være synlige får vi positive reaktioner fra omverdenen. Vi Bianco Girls oplevede det for nylig ved en festaften med næsten 2000 indbudte gæster i Cirkusbygningen. Vi oplever det alle i Båstad. Vi oplever det ved Stockholm Gay Pride. Vi oplever det ved Kulturnatten i København. Vi oplever det når vi går en tur i byen for at more os sammen med andre mennesker. Accepten ligger derude og venter på at tage imod dig, det kræver blot synlighed. 
Så lad os få mere af den slags, tak.

2003

tilbage til indholdsfortegnelsen

Aldrig har der været så meget fokus på vores boliger som nu. Interessen for boligindretning er den helt store trend, og livsstilsmagasiner er fyldt til bristepunktet med billedreportager fra det ene fantastiske hjem efter det andet. Vi maler, dekorerer, flytter rundt og køber ting til vores hjem for at skabe vores helt egen personlige stil, ud fra devisen: ”Mit hjem er mit slot” eller ”Vis mig din bolig, og jeg skal sige dig hvem du er”. 

Programmer om boligindretning er derfor blevet særdeles populært stof på alle tv stationer i disse år, og hver uge får flere nye personer vendt op og ned på deres hjem, med større eller mindre held. Granada Television producerer naturligvis også et Home Makeover program, og har, for at skille sig ud fra mængden, fået en ny idé til udvikling af konceptet. De søger her i foråret efter stærke og spændende personligheder til deres kommende programserie om boligindretning, og her i blandt er også transpersoner. Dette gør de ud fra tanken om at transpersoner er kreative mennesker med en meget klar fornemmelse for mode og design, og måske netop derfor også vil være interesseret i et par nye idéer til boligen.
Om de smarte marketingsfolk så har ret i denne antagelse er for mig mindre væsentlig i første omgang. De fleste af os ved jo udmærket hvem vi selv er, hvor vidt forskellige vi er som mennesker, og hvad vi hver især har lyst til at stå inde for. Det interessante ved det nye koncept er derfor i langt højere grad at de tror de ved hvordan det forholder sig, og at transpersoner på den baggrund er gået hen og blevet en samlet målgruppe man regner med i positiv reklameøjemed; en markant målgruppe ganske lig det der er sket for homoseksuelle. Sidste sæson markedsførte den danske turistorganisation Wonderful Copenhagen byen København som et homoseksuelt mekka, med det klare mål for øje at tiltrække især købedygtige amerikanske homoseksuelle turister.
Naturligvis er der som altid, når det drejer sig om tv, en helt kontant beregning med inde i billedet, nemlig kampen om seertal; men jeg vil vælge at nedtone den kommercielle side af sagen, og langt hellere se på det positive aspekt. Nu er det altså blevet vores tur til at være positiv fokusgruppe; så lad os bruge denne situation til vores eget bedste. Vi er i dag som transpersoner så accepteret en del af samfundet, at vi kan deltage på lige fod med alle andre i et af de mest populære og sete tv programmer. Og det kan nu ske uden at skulle optræde i freakshows og blotlægge vores privatliv og inderste følelser for åben skærm. Det ser jeg som en udvikling i den positive retning.
Måske dukker idéen også op på dansk, norsk eller svensk tv inden længe. Nu når forårssolen skinner ind i min vintertrætte stue får jeg igen en voldsom trang til at få malet om og sy nye gardiner, så dansk tv skal da være hjertelig velkommen til at betale for indretningen af min nye drømmestue. 
Blot jeg får lov at bestemme hvor skabet skal stå.

2004

tilbage til indholdsfortegnelsen

I mange år tænkte jeg ikke så nøje over det med et pigenavn. Jeg var bare en mand som kunne lide at gå i dametøj. Mit kvindelige alter ego havde ingen rigtig substans. Transvestismen var blot nogle løsrevne fragmenter bestående af makeup, sko og tøj som rodede rundt i et skab, og blev taget frem ved festlige lejligheder.
I dag ved jeg, at jeg ved at give mit kvindelige alter ego et navn har fået noget håndgribeligt at samle min transvestisme omkring. Nu kan jeg referere til en hel person som tænker, tror og lever et eget liv, hvilket er af stor betydning for mig. Derfor vil jeg varmt anbefale alle at give sin kvindelige rolle et navn, om ikke overfor andre, så blot for sig selv, for at få lidt styr på tankerne og følelserne omkring sin egen transvestisme.

Mit eget navn fik jeg nærmest forærende ved en tilfældighed i starten af 80’erne.
Min kvindelige genbo var en frisk og sjov pige, og hun så mig tit og ofte komme og gå i pigetøj. Hun arbejdede indenfor tøjbranchen og gav mig en masse gode råd om hvordan en smart pige kunne klæde sig.
Hendes bedste veninde var modefotograf, og en aften fik vi sammen den skøre idé at hun skulle lave en billedserie med mig som pige. Som sagt så gjort. Hvem kan sige nej til at få taget nogle flotte billeder? Jeg kunne i hvert fald ikke, så vi aftalte at jeg skulle komme ned i atelieret et par dage efter.
Jeg klædte mig nydeligt og afdæmpet på. Nu skulle jeg jo have et smukt billede til kaminhylden, men her havde jeg gjort regning uden vært. Da jeg ankom til fotoatelieret kikkede hun kort og professionelt op og ned ad mig og sagde: ”Det duer sku’ ikke! Det er slet ikke dig. Der er ingen billeder i det der. Mer gadetøs på drengen!” Og jeg tror faktisk hun havde ret, og vi blev hurtigt enige om at der måtte gøres noget radikalt ved sagen. Hun rodede lidt rundt i sine gemmer og smed en gammeldags laksefarvet underkjole i hovedet på mig. Jeg krøb ud af den småblomstrede, trak i den laksefarvede og satte håret op til narrestreger. Nu mente hun vi havde fat i noget af det rigtige, og gik i gang med at fotografere. 

Da vi var færdige foreslog hun at prøve at sælge mig som pigemodel til et af de dagblade hun arbejdede for. Det mente jeg nok ikke kunne lade sig gøre, men stædig som hun var, sagde hun blot: ”Bare vent og se!” Ugen efter kom hun sejrsstolt med et eksemplar af Søndags BT og bad mig slå op på modesiderne. Dér sad jeg i den laksefarvede og kikkede læserne dybt i øjnene med et frækt og dovent sovekammerglimt i øjnene. Hun havde fortalt moderedaktøren at jeg var en jødisk newyorker dansepige, som hun havde fotograferet mens jeg var på turné i København med en eller anden Broadway musical som lige havde været på plakaten i Falkoner Centret.  Et navn havde hun også givet mig. Rebecca Mash stod der under billedet. Jeg smagte lidt på navnet, og blev enig med mig selv om at Rebecca faktisk var et meget smukt navn. Et urgammelt navn som satte en masse spændende associationer i gang, et navn jeg synes der er noget smukt og temperamentsfuldt over. Det passer præcis til hende jeg føler jeg er. Kombineret med min mors pigenavn har jeg bragt lidt familiehistorie med ind i min nye verden, og føler jeg at jeg har fundet min identitet som pige: “My name is Holm. Rebecca Holm”

2005

tilbage til indholdsfortegnelsen

No way to treat a Lady

En fuldstændig subjektiv analyse af transvestitters rolle set gennem film

I de seneste år er der kommet en voksende interesse for transvestitter i al almindelighed og dermed en større forståelse for hvad vi er for nogle mennesker, hvilket har resulteret i en efterhånden ret lang række Tv-udsendelser hvor vi er i fokus. Også filmverdenen er begyndt at skildre os i både sjove og i seriøse roller som næsten almindelige mennesker med et fornuftigt følelsesliv, modsat tidligere tider, hvor vi tit og ofte har måttet tage til takke med at være det muntre eller rimeligt aparte indslag. 
Vi har sikkert alle sammen prøvet at finde bare lidt vi kunne identificere os med når der en sjælden gang imellem er dukket en transvestit op på lærredet; men det har ikke været nogle særligt rare og positive rollemodeller vi har fået tilbudt op gennem filmens historie. Enten var vi til grin i folks øjne, eller også var vi psykisk ustabile hele bundtet. Ikke at jeg synes der er noget i vejen med en sund latter - også på egen bekostning en gang imellem - men det har altså været et ret mærkværdigt billede der generelt er blevet tegnet af os. 
I filmbøgerne What a Drag og Dressing Up kan man læse, og se, at en lang række kendte mandlige skuespillere har spillet kvinderoller, eller i hvert fald optrådt i pigetøj når situationen og forviklingerne spidsede til. Charlie Chaplin, Gary Grant, Bob Hope, Bing Crosby, Boris Karloff, Marlon Brando, Rod Steiger og Alec Guinness o.m.a. er trukket i kvindetøj når rollen krævede det. Specielt sidstnævnte skabte en perlerække af aristokratiske Dames i en række muntre engelske lystspil op gennem 50’erne og 60’erne. Sjove og velspillede karakterroller som får Dirch Passers populære Charlies Tante til at fremstå som et småfjollet revynummer. 
En af mine absolutte favoritter indenfor lystspilgenren er stadigvæk Some like it Hot fra 1959 med Jack Lemmon og Tony Curtis i en forrygende tour de force som de to forfulgte musikere der må forklæde sig som kvindelige musikere i en løssluppen gangsterkomedie fra forbudstidens Amerika. At der så også deltager en sød lille blondine ved navn Marilyn Monroe gør bestemt ikke filmen ringere. 
I stribevis af engelske og amerikanske kriminalfilm fra halvtredserne og tresserne fremstillede transvestitter som håbløse eksistenser der altid endte med at springe ud fra det højeste hus i nabolaget fordi de ikke kunne leve videre med deres sygelige trang. Andre gange blev vi fremstillet som psykopatiske kvindemordere som heldigvis blev afsløret og spærret inde på en anstalt eller skudt i filmens sidste minutter så den normale verden igen kunne ånde lettet op. Tænk bare på Anthony Perkins' præstation i Alfred Hitchcocks Psycho (60) som jo egentlig er en ret god film, men hvor fascinationen af transvestismen godt nok bliver brugt til at skræmme små børn med. Jeg lille uskyldige pigebarn var da nærmest skræmt til døde første gang jeg så den. 
I forbindelse med den spirende seksuelle frigørelse og den unge generations oprør mod autoriteterne i 60’erne skete der selvfølgelig også en hel del i filmverdenen, og vi transvestitter var med helt fremme i første række da vi for mange mennesker fremstår som nogle meget fascinerende og grænseoverskridende væsener. Denne synsvinkel kan rent intellektuelt være rigtig nok da transvestismen i yderste konsekvens sætter spørgsmålstegn ved kønnet. Det samme gælder for Virginia Wolfs litterære fabel Orlando som til min store overraskelse blev filmatiseret i 1992. Overraskelsen består i at det burde være noget nær en umulighed at fange hovedpersonens mentale tilstand på film. Virginia Wolf lader Orlando være et menneskeligt væsen som lever igennem mange århundreder, først som mand, og senere som kvinde. Orlando sætter sig nemlig udover det fødte køns snævre grænser og konventioner og vælger frit sit køn helt efter egne ønsker. Filmen blev desværre ikke den store succes i biograferne. Den kan være svær at få greb om, men er samtidig en utrolig smuk billedfabel, og burde med sit syn på kønnet som en variabel tilstand man selv kan vælge være den ultimative  transvestitfilm. Grib muligheden for at få set den ved lejlighed.

I slutningen af 60’erne og starten af 70’erne producerede Andy Warhol sammen med Paul Morrisey en hel række undergrundsfilm, som blev dyrket som de rene kultfilm. Deres Women in Revolt (71) var en satirisk kommentar til kvindefrigørelsen, og de tre hovedroller blev spillet af transvestitter og transseksuelle: Jackie Curtis, Candy Darling og Holly Woodlawn. Et par år senere kom John Waters på banen med en lang række fuldstændigt rablende anarkistiske og vanvittigt morsomme film som alle havde Divine, en stor grotesk transvestit, som hovedperson. Den mest platte og usmagelige var nok Pink Flamingos (72) og den sjoveste og mest provokerende var Polyester (81) hvor Divine spillede prototypen på den amerikanske husmor og fremstod som den eneste normale og sympatiske person i filmen. Dét var et scoop! 
Og da filmudgaven af musicalen Rocky Horror Picture Show (75) kom frem skabte den med sit meget direkte og pågående transseksuelle univers så meget opmærksomhed at den blev til kult øjeblikkelig - og er det stadigvæk efter 25 år! 
I 1972 instruerede Roman Polanski den psykologiske gyserfilm The Tenant med sig selv i hovedrollen som en ung mand der flytter til en lejlighed, hvis tidligere lejer, en ung kvinde, har begået selvmord ved at kaste sig ud fra altanen. Hans tanker omkring hendes selvmord påvirker ham så meget at han begynder at leve sig ind i hendes historie, iklæder sig hendes tøj og langsomt overtager hendes fortvivlede liv, og han må naturligvis til slut en tur ud over altanen for at gøre en ende på sin ulykke. Jo, at skildre transvestittens ulyksalighed har altid været godt stof i den mere gyselige filmgenre. Gyselig må vist også være et rigtigt ord for Edward Flemmings danske forsøg på at lave en film om transvestitter, nemlig Lille Spejl (78). Den var gennemsyret af hans forkvaklede holdning til sin egen homoseksualitet og viste et trist og håbløst billede af vores tilværelse. Desværre var den rimelig populær i biograferne og gav os derfor igen nogle dårlige rollemodeller at kæmpe imod i folks bevidsthed. Så var komedierne La Cage aux Folles (78) og Victor/Victoria (82) væsentlig mere positive i deres grundsyn, da de begge bag den letbenede farce forsvarede en alternativ måde at leve sit liv på. Og hvem elsker ikke lystspillet Tootsie (82) i med Dustin Hoffmann? 

Filmen som endelig brød barriererne ned var vel nok The Crying Game (92). Den viste at en film med en stærk transvestit i en af de vigtige roller kunne trække et stort publikum. Indtil da var man i filmselskaberne bange for at satse på os, og skrev kun transvestitroller ind hvor der kunne krydres med et par showgirls på en bar eller nogle hårdkogte prostituerede i gadebilledet. 
Filmens succes gjorde, tror jeg, at transvestitter i de senere år har kunnet indtage det store lærred. Pludselig var der penge i os! Just like a Woman (92) står stadig for mange transvestitter som den bedste, mest realistiske og afbalancerede film om vores liv og drømme, og filmen Ørkendronningen Priscilla (94) som både var sjov og underholdende i højeste potens; og samtidig rummede en utrolig smuk og rørende historie om en midaldrende  transseksuel, spillet  af engelsk films unge tiltrækkende svar på James Dean i 60’erne, nu en estimeret karakterskuespiller, Terence Stamp. Patrick Swayze gentog succesen i 1996 i filmen med den umulige titel To Wong Foo, Thanks for Everything! Julie Newmar hvor han ydede en overbevisende præstation som den slagfærdige dragdronning Vida med hjertet på rette sted. Den prisbelønnede franske film Ma vie en Rose (97) er en sød lille film om en 9 årig dreng som til stort besvær for sine uforstående omgivelser er helt og aldeles overbevist om at han er en pige. And the story seems to continue... 

Kære Veninder
Der er altså masser af seriøse, morsomme, rablende vanvittige, gyselige og groteske film at lede efter hvis nogen skulle have lyst til at prøve at opspore dem og vise os transvestittens filmhistorie. Og så har jeg ikke engang medtaget de hundredvis af mere eller mindre pornografisk film med transvestitter som aktører. Der er tonsvis! Smut blot en tur ind på den engelske transvestit Jaye Kaye’s hjemmeside og få syn for sagn. Hendes fantastisk gennemarbejdede Transgender Movie Guide omtaler et utroligt stort antal film med og om transvestitter, transseksuelle og drags.
Da jeg ved at mange transvestitter har stribevis af udsendelser og film om og med transvestitter stående i videoreolen, og at der sikkert er lige så mange af os der aldrig når at se dem når de er på skærmen, har jeg fået en idé som jeg vil lægge ud til nogle filmentusiaster i at tage fat på.
Hvem vil tage initiativet til at starte en filmklub, måske i TiDs regi? TiDs egen filmklub, hvor vi kunne samles foran lærredet og få set og diskuteret alle de gode og spændende film der efterhånden er lavet om og med transvestitter. Selv er jeg rimeligt diskvalificeret, i hvert fald rent praktisk. For det første har jeg af pladshensyn valgt kun af have et "14" fjernsyn hængende på væggen hvilket nogle gange gør det lidt svært at få den rigtige fornemmelse af at være i biografen. For det andet har jeg heller ikke anskaffet en video og har dermed ikke en hel stribe film stående i reolen. Men det skal jo ikke afholde mig fra at komme med idéen som jeg synes kunne være spændende.
Så snup idéen hvis I har lyst, og lad os få gang i en Transvestit Film Klub. Hvordan det skal gøres sådan rent praktisk synes jeg må være op til de der griber idéen og går videre med den, men nogle tanker har jeg selvfølgelig gjort mig.
Det kunne sagtens lægges ind på nogle foreningsaftener.
Det kunne etableres som interessegruppe hjemme hos en "filmtosset" transvestit som er villig til at lægge hus og popcorn til.
Det kunne gøres ved at slå ud med armene og leje en filmsal i Filmhuset og måske på længere sigt arrangere en Transvestit Film Festival.
At det vil være populært er i hvert fald sikkert - publikummet skal nok møde op. 
Og selv har jeg altid elsket at sidde på cowboyrækken sammen med drengene.

1999

tilbage til indholdsfortegnelsen

Piger på kajen

Fredag den 1. september drog vi to raske piger Solveig og Rebecca + vores privatchauffør Niels på udflugt til Holmen, nærmere betegnet Café Thorsen, som var en udendørs sommercafé der lå helt ude på kajen ved den gamle tørdok, lige midt i Københavns Havn. Med udsigt til Amalienborg, Marmorkirken, Langelinie og en yderst livlig skibstrafik. Et fredeligt og næsten ’hemmeligt’ sted langt fra alfarvej, og samtidig lige midt i Københavns centrum, lige præcis der hvor det nye operahus nu er blevet bygget. 
Ok, det var altså også svært at finde det! Jeg havde af nogle venner fået at vide at caféen lå ved linie 8’s endestation, så vi fulgte naturligvis bare busruten derudaf, men da vi var kommet helt ud til Lynetten blev vi lidt i tvivl om hvem af os der havde misforstået hvad, og der blev lidt uroligt på bagsædet. Helt herude mødte vi Michelle og Iben som havde taget bus 8 til endestationen (efter min ringe anvisning). Også de havde fundet ud af, at hvis de gik ret meget længere i den angivne retning ville de havne ude i Øresund, og da de ikke havde badetøj med var de vendt om og stævnede målbevidst ind mod lidt mere civiliserede steder igen. De blev venligt undskyldende inviteret ind i limousinen, og sammen fandt vi frem til den omtalte Café Thorsen, og rullede standsmæssigt ind på kajanlægget i vores 4-dørs BMW og parkerede blandt små smarte italienske sportsvogne og et hav af cykler. En masse uddannelsesinstitutioner var jo blevet flyttet ud på Holmen, og cafélivet blomstret op som spiselige svampe i en fugtig skovbund.
Anledningen til at vi var draget ud i Københavns pulserende caféliv en fredag eftermiddag var at vi havde besluttet os for at få taget nogle billeder til Temanummeret Mænd i dametøj – hvad går det egentlig ud på? som skulle uddeles ved vores Åbent Hus arrangement på Kulturnatten i København. Billeder som på en afslappet og hyggelig måde kunne være med til at fortælle, at du møder transvestitter overalt hvor du færdes, og altså også ude på Københavns nye insted på Holmen.
Vejret var pragtfuldt. Det var en af disse dejlige solrige sensommereftermiddage hvor det bare vrimler med mennesker som nyder sommerens sidste stråler og stedets storslåede beliggenhed, og alle liggestolene langs dokken var besat med livligt snakkende og kaffedrikkende unge mennesker. Så PLAN B (I tilfælde af regnvejr: Medbring paraply!) kom ikke i brug i denne omgang. Men det har jo altid været godt at have en nødplan, ikke? Vi fandt et bord i solen, og fulgt af et par smilende kvindelige gæster ved bordene omkring os stilede vi over til baren. Den unge kvikke bartender sendte os et stort smil, og hans rappe bemærkning kom lige fra hoften: ”Så er der piger på kajen, drenge!” Da vi var i gang med at forsyne os med køligt skummende fadøl og Michelle ville betale på egen hånd rykkede Solveig på banen og sagde til tjeneren: ”Jeg vil gerne have en fælles regning på det hele!” hvorefter de rappe replikker føg i luften: ”Nå, har I Mor med i byen?” ”Nej! Det er Landshøvdingen!” 
Vi nød solen og udsigten, mens Niels, som også var vores fotograf, hentede to kameraer + et fotostativ og begyndte at beregne skudvinkler, måle lys og rigge kameraet til. Da de tre gratier, Michelle, Solveig og jeg, stillede op til fotografering midt på kajen blev vi da også for en kort stund et ganske naturligt centrum for alles opmærksomhed, hvorefter man vendte tilbage til den hyggelige passiar med vennerne ved bordene. Hvordan reagerer alle vi andre hvis der pludselig dukker tre flotte fotomodeller op på vores yndlingscafé med en fotograf i kølvandet?
Vi havde det enormt sjovt mens vi blev gennet fra den ene ’location’ til den anden og blev fotograferet fra alle mulige og umulige vinkler den næste times tid eller to. Ud på kajen med Amalienborg i baggrunden - sådan lidt turistbrochureagtigt. Ned ad stentrapperne til dokkens mørke vand: ”Det minder mig om et sted ved Seinen. Det må lige prøves, piger.” Op ad en rusten jerntrappe ved en gammel fabriksbygning - osv. osv. Så mente vi altså også at vi måtte tilbage til caféen og have en kop kaffe og styrke os på. Men nej, nej. Ikke endnu: ”Hov, hov! Skynd jer lige ud på kajen igen. Nu kommer Bornholmerfærgen. Det bliver bare alle tiders billede.” ”Og så har jeg lige fundet en stor træhal med et utroligt smukt ovenlys. Det må vi altså også lige prøve at lege med.” Det var faktisk alle tiders sted, og vi blev lynhurtigt enige om at her havde vi bare fundet vores nye værested! Masser af plads og højt til loftet med åben trækonstruktion og et kæmpestort ovenlysvindue. Og så var det oven i købet allerede delvis møbleret. Den havarerede sofa som vi absolut måtte prøvesidde var måske ikke det mest magelige vi havde været ude for, og de elektriske installationer hang mere end frit svævende ud fra væggene og ned fra loftet. Sådan sagt i al korthed: Det trængte måske nok til en meget stor kærlig hånd, og en kommunal fejemaskine ville i hvert fald kunne udrette store mirakler på en eftermiddag! Ruderne var knuste og det flød med affald og de store træporte hang på en halv vind i deres rustne beslag. Her kunne man i sandhed tale om Åbent Hus! Trægulvet, som i den grad havde slået sig så det lignede et oprørt hav, skulle nok lige have en lettere afhøvling før vi kunne komme bare nogenlunde sikkert omkring på de høje hæle. Men så ville der altså også være plads til at vi alle kunne danse lancier ved næste julefest. Og det på en gang! Midt i vores grineture blev vi enige om at dette sted bare kunne blive helt fantastisk, og at vi simpelthen ville købe det – som beset – hvis vi kunne få det billigt. Alt var jo muligt indtil andet var blevet bevist. Det krævede vel egentlig kun at kulturministeren og A.P.Møller ændrede deres planer om placeringen af det nye operahus! 
Vi fik både tid til en kop kaffe og nogle store dejlige isvafler, og til at nyde den sene eftermiddagssol i ro og mag. Da vi hilste farvel og forlod Café Thorsen fik vi flere venlige og anerkendende blikke fra de omkringsiddende unge gæster som muntert snakkende havde fulgt vores gøren og laden i de næsten tre sjove timer pigerne havde boltret sig på kajen. 
Jo, der var skønt på Holmen.

  2000

tilbage til indholdsfortegnelsen

Rødt chok

  
Rebecca goes shopping

Kender du det?
Jeg kom gående ned ad gaden i mine egne tanker, og pludselig var der noget der fangede mit blik. Jeg så den med det samme, og blev draget mod vinduet som et møl mod lyset. Den var rød, meget rød, og lyste simpelthen op midt i vinduet på en grå eftermiddag i januar måned.
Jeg måtte ind og kikke nærmere på den, og gik lidt tøvende ind i den meget trendy og ungdommelige butik. Da jeg stod med den i hånden begyndte tvivlen at nage. Der stod jeg i herretøj og sort dynejakke og så helt far-agtig ud; alle andre kunder i butikken var mindst tyve år yngre. Måske var den også lidt for teenage-agtig. Til den pris er den sikkert også lavet af 100% acryl, og så er den ude af billedet. Det går jeg bare ikke med så tæt på kroppen!
Jeg fandt frem til mærket og studerede det nærmere. Der var nu ikke mere kunststof i end jeg kunne forsvare overfor mig selv at købe den; men farven! Kan jeg gå med så rød en farve? Hvad vil vennerne sige? "Nå, du leger nok teenager, hva?" Jeg har jo heller ikke noget den passer til. Sort måske? Ja, den vil faktisk være rigtig smart sammen med sort, og det er altså en fantastisk flot rød farve.
Tankerne kørte i rundkreds, skal, skal ikke. Hvad er det nu man siger? Nogle gange skal man følge sin første indskydelse, og ikke tænke så meget over hvordan omverdenen vil reagere. Jeg var jo allerede solgt da jeg så den i vinduet, så jeg tog en rask beslutning, gik hen til kassen og betalte.
”Er det en gave. Skal den pakkes ind?” spurgte ekspedienten. Da jeg elsker at pakke gaver ud blev den pakket fint ind med bånd og det hele. Jeg forlod glad og opløftet butikken med min lille pakke i den smukkeste sorte bærepose med logo og fine røde snore at bære i, og hele vejen hjem i bussen sad jeg og og lunede mig ved tanken om at jeg havde gjort det.

Vel hjemme satte jeg mig med en kop kaffe og pakkede den ud. Jeg måtte simpelthen prøve den med det samme. Den passede perfekt, sad rigtig godt når man tænkte på at det var One Size, og jeg gik hen foran spejlet for at tage den i nærmere øjesyn. Det så faktisk rigtig smart ud sammen med sort.
Sort dynejakke og en knaldrød strikket tophue! Det er altså bare sagen her i vintermørket.
Kender du fornemmelsen?

2007

tilbage til indholdsfortegnelsen

Hov. Nu sker det igen.
Jeg skal lige se om der er kommet mail – og der er den! En meget direkte seksuel henvendelse fra en ukendt mandsperson, som tænder helt vildt på tanken om at være sammen med en transvestit.
Vi kender det sikkert alle sammen; vi der har vores egen hjemmeside kommer jævnligt ud for det. I mailen ser han altid godt ud, er meget veludrustet og potent. Så hvis jeg lige vil lægge krop til; gerne nu og her, mens hans fantasi kører på højeste gear. 

På min hjemmeside nævner jeg helt bevidst ikke ordet seksualitet i min introduktion. Jeg har ingen profil på Scor hvor jeg søger seksuel kontakt. Alligevel er jeg pludselig målet for hans seksuelle begær. Hvad har jeg gjort for at opnå denne tvivlsomme opmærksomhed?
Svaret er, at jeg intet har gjort. Det handler om ham, og kun ham. Han har en fantasi om at have sex med en transvestit, han falder over min hjemmeside, og så kører den bare derudaf. Han fantaserer om at overskride nogle seksuelle grænser, og nu bliver jeg en del af hans fortumlede fantasi. Jeg er transvestit, og en transvestit eksisterer efter hans opfattelse kun for én ting: at få lov til at tilfredsstille hans seksuelle behov, at lægge krop til hans fantasier.
Når, og hvis, jeg svarer på sådan en henvendelse, er svaret kort og kontant: Jeg er transvestit for min egen skyld, ikke for din! Jeg gider ikke beskæftige mig med uafklarede mænd der fantaserer om at afprøve deres egne seksuelle grænser. Som vi siger, der hvor jeg kommer fra: Pil af, Grønært, og kom igen når du bliver voksen!
Men det krænker min selvopfattelse at han trænger ind på mit privatliv med den største selvfølgelighed, og jeg sidder tilbage med en underlig fornemmelse af at blive opfattet som frit bytte på det seksuelle marked, blot fordi jeg er transvestit. At jeg bliver betragtet som et fetich objekt man helt legitimt kan kaste sig frådende over.
Hvorfor har så mange mænd dette syn på transvestitter? Hvorfor opfatter de os som lette ofre, en pirrende og udfordrende del af den lette brigade? Er vi selv medvirkende til at skabe dette stereotype billede af transvestitter, eller er vores blotte eksistens nok til at få de seksuelle fantasier til at køre af sporet? Da de fleste af os inderst inde selv er mænd, og er vokset op med en mands begrebsverden, kender vi naturligvis fra os selv alt til den maskuline, seksuelle fantasiverden, hvor transvestitter er nogle tæver, som villigt står til rådighed for at tilfredsstille andre mænds seksuelle begær. Pornoindustrien underbygger denne opfattelse, og tildeler os en plads i den bizarre afdeling. Begrebet transvestit er et kodeord blandt fetichister for en eller andet kinky variant. Der findes derfor også en masse transvestitter som spiller med på denne fantasi og er ude på det kommercielle, seksuelle marked. Læs bare rubrikannoncerne i Ekstra Bladet, eller kik på de forskellige dating-sites på Internettet. Ordet Trans er mere end rigeligt for at få en masse stormende tilbud af den mere intime slags.
Vi ved derfor alle sammen, at vi er oppe mod nogle stærke og grundfæstede billeder af transvestitter som billige tøser. Men er det vores egen opfattelse af os selv? Skal jeg bare acceptere at have fået tildelt denne stereotype rolle i mandens fantasiverden? Ikke på vilkår! Jeg har altså valgt en anden rolle i mit liv som transvestit. Jeg kræver retten til at være den jeg er, på mine egne præmisser.

Dette indlæg handler ikke om at jeg afviser seksualiteten i mit liv. Sex er en vidunderlig oplevelse mellem to mennesker der har lyst til hinanden.
Det handler heller ikke om at jeg afviser tanken om at have sex med en anden mand, hvis jeg finder ham tiltrækkende, og kemien er i orden.
Det handler helt præcist om dette nedværdigende syn på transvestisme; et syn som falder tilbage på mig som transvestit, på mig som menneske, lige meget hvad pokker jeg siger, gør, tænker og tror. Det er det jeg reagerer imod. Jeg ønsker selv at vælge hvem og hvad jeg er. Jeg forlanger respekt, både som transvestit og som menneske.

Hov. Der var lige en mail til: 
”Hej skat. Er du frisk? Jeg tænder helt vildt på transvestitter. Har du pik og patter?”

2005

tilbage til indholdsfortegnelsen

Vejret var helt fantastisk i juli måned, og den eneste beslutning der skulle tages over morgenkaffen var hvornår jeg skulle cykle til stranden. Det var jo lige til at overskue.
Jeg er ikke til den store planlægning når det drejer sig om ferie, men elsker at lade oplevelserne komme til mig i den rækkefølge de nu en gang dukker op. 
Det eneste der var planlagt på forhånd var at lægge ud med en lille tur til Sverige for at få taget hul på ferien, og i år faldt valget på Kalmar som er nem at komme til fra København med toget. Sammen med en af mine gode venner drog jeg af sted mandag morgen over Øresundsbroen og tværs op gennem de svenske skove. Der er godt nok mange træer dér midt i Småland, men grønt er jo godt for øjnene, som man siger. Ved 13.00 tiden slap skoven endelig op og Kalmar lå lige der for øjnene af os, og det første vi så var Kalmar Slot som ligger så smukt ud til havet. Hotellet lå tre minutters gang fra stationen, og da vi var blevet installeret på værelset trådte vi direkte ud på et af byens hyggelige små torve hvor en indbydende café tog imod os og bød på en lækker lille frokost. Kalmar viste sig at være en helt vidunderlig by at gæste. Ikke særlig stor, nem at overskue, masser af kulturhistorie, skønne gamle træhuse og et myldrende sommerliv i gaderne. Altså en rigtig dejlig feriestart.

Wekenden efter tog jeg en tur til Nordfalster hvor et par af mine gode venner netop havde købt et gammelt bondehus helt ude på landet med en stor gammel have at rode rundt i. Og skønt var der. Ved middagen deltog en god veninde som har sommerhus ved Marielyst, og mens vi spiste spurgte hun henkastet hvornår jeg kom ned og ferierede i Marielyst. Hvem kan sige nej til så dejligt et tilbud? Ikke jeg, og inden vi var nået til desserten havde vi aftalt at min sidste ferieuge skulle tilbringes ved Marielyst.

Den mellemste uge blev tilbragt ved stranden i Charlottenlund, og om aftenen blev der hygget med vennerne i min lille nyttehave hvor vi spiste nyplukkede jordbær og hindbær af egen avl. Og så skulle der naturligvis lige vandes lidt en gang imellem for at holde liv i alt det grønne. En af dagene var afsat til en københavnertur sammen med Louise Orlando. Vi ville gerne have besøgt Butik Isabel da jeg skulle have nogle nye brystproteser. Desværre havde butikken ferielukket i den uge, så brysterne måtte vente lidt endnu; men selvom det var meget varmt at lege turist i storbyen fik vi lagt vores rute i skyggesiden af de små gader og havde en pragtfuld dag sammen.
Og så blev det tid til endnu en tur til Falster, denne gang til et lille dejligt sommerhus i Marielyst hvor dagene gik helt af sig selv med afslapning og ture til stranden.

Den sidste ferielørdag blev en ren pige tur. Som jeg tidligere har nævnt havde mine gamle brystproteser forladt denne verden efter lang og tro tjeneste og jeg skulle have et par nye. Jeg havde kikket mig lidt rundt på markedet og besluttet at Butik Isabel og Glamour Transition måtte være de bedste bud i byen. Butik Isabel have som sagt sommerlukket i starten af min ferie, og da de åbnede igen kunne jeg på deres hjemmeside konstatere at alle brystproteser i min størrelse var midlertidigt udsolgt. Så det blev altså Glamour Transition som måtte stå for skud. Bryster skal der til, og nu skulle det være! Derfor ringede jeg op og fik knap præsenteret mig før Katarina afbrød mig: ”Rebecca. Er du hende Rebecca som skriver artikler og har skrevet i Tranny Guide i årevis?” Det kunne jeg jo kun svare ja til, og så gik snakken lystigt derudaf. Vi fik da også lavet en aftale, og sammen med min veninde Charlotte drog jeg over i forretningen lørdag formiddag. Katarina tog imod os med åbne arme, og vi fik en super service. Hun er et meget festligt bekendtskab, og så ved hun hvad hun har med at gøre. Vi blev straks budt på kaffe og en rundtur i lokalerne og fik en munter snak om alt muligt, alt imens vi fortalte hvad vi søgte efter, og så gik hun ellers i gang og fremtryllede den ene æske efter den anden med brystproteser og vi fik prøvet os frem til lige præcis den nye barm vi havde drømt om. Nu vi alligevel var kommet måtte vi jo også prøve et par af hendes korsetter, og da vi gik derfra 1½ time senere var vi begge blevet ekviperet med nye brystproteser, korsetter, og et par af de vidunderlige Danskin  strømpebukser som bare gør et par mandeben så smukke. Det var en super start på dagen, og vi drog videre på vores powershopping som skulle vise sig at byde på endnu flere sjove oplevelser. 
På vej ind mod byen kom vi lige forbi Nørrebro Centret. Umiddelbart er det jo hverken er det største eller sjoveste center i byen, men der var udsalg! Så vi måtte vi lige ind og se os omkring, sådan bare for en sikkerheds skyld! 
I Bodil Skocenter faldt jeg over et par smukke høje bronzefarvede sandaler som var sat ned til halv pris. Kan nogen leve uden? Ja, jeg spørger bare! Desværre kunne jeg ikke finde str. 42 og mens jeg gennemgik hylderne med damesko bemærkede jeg at de to unge piger som ekspederede havde kikket os ud og nu stod og hviskede lidt sammen, så jeg tog en rask beslutning, greb et par sandaler i str. 41 og placerede dem på disken, og sagde smilende: ”Hvis nu du ikke bliver alt for genert vil jeg meget gerne prøve dem i str. 42”. Det stakkels pigebarn var ved at segne af generthed, men som et lyn fra en klar himmel dukkede den kvindelige bestyrer op og sagde med et stort smil: ”Hej! Du er meget velkommen til at prøve dem. Du er ikke den første mand som køber damesko her hos os. I går var der er en af dine kolleger som købte det sidste par str. 42, men det er jo en åben sandal så jeg tror godt du kan passe str. 41!” og rakte mig et par prøvestrømper hvorefter jeg smuttede i sandalerne som passede perfekt. Respekt! Hende vil jeg handle med fremover.
Også i modebutikken Laura gik det som smurt. Charlotte havde en rigtig god snak med den unge ekspeditrice og fik købt et par søde bluser, og vi sluttede af med at gå helt amok i Glitter og forsyne os med en masse nyt tingeltangel. Den unge pige var helt på toppen, og hjalp mig med at finde en favnfuld bronzefarvede armbånd som passede perfekt til min nye sko.
Nu hun var i byen ville Charlotte også en tur forbi Mathiesen som ligger lige ved Nørrebro Station. De havde super nedsættelser på en masse lækkert tøj i den lidt klassiske stil som hun er så vild med. Hun fik en superprofessionel betjening og købte et meget flot lysegråt sæt, jakke og nederdel, for 200 kroner pr. del. Utroligt! Jeg prøvede en fræk sortbrun skindjakke med lynlås som også var nedsat til 200 kroner: Desværre var der ikke en størrelse som passede; men jeg drømmer stadig om den og bliver nok nødt til at gå forbi og prøve en gang til, hvis de altså stadig har udsalg i næste uge.
Nu var vi altså også udmattede og måtte have en kop kaffe nede på Café Castro på Nørrebrogade, og mens vi gennemgik alle vore indkøb inviterede Charlotte på en strandtur til Hornbæk. Hjem med alle poserne og af sted med badehåndklædet! På vejen derop fandt vi ud af at vi var frygteligt sultne, så midt på motorvejen gjorde holdt ved restaurant Storkereden hvor jeg gav en lille lækker frokost inden vi susede videre og kastede os pladask ud i nordkystens friske bølger. Om aftenen var der jazzfestival på havnen, himlen var fløjlsblå og stjerneklar og en pragtfuld sommerferie var ved at være til ende.

2006

tilbage til indholdsfortegnelsen

Svenska flickor på stan

Med en kærlig hilsen og tak for en herlig bytur til Daniela, Sara og Suzette

Dette er en lille munter historie om en dejlig oplevelse jeg havde midt i den juletravle december måned sammen med mine svenske veninder.
En uges tid før jul fik jeg nemlig besøg af Daniela, Suzette og Sara Lund fra Malmø. Sara medbragte yderligere en mandlig journalistelev fra Stockholm, som var i gang med at producere en radiomontage om transvestitter; og vi havde en herlig dag sammen. De ville ud og nyde den julesmykkede by, og for at vise dem noget nyt og andet end Tivolis Julemarked tog vi på Julemarked i Den Grå Hal på Christiania, der jo for mange svenskere repræsenterer det store vilde kontinent de er draget til, blot ved at passere Øresund. De handlende (og christianitter i al almindelighed) er jo utrolig søde og afslappede i forhold til alt og alle, og pigerne boltrede sig som fisk i vandet alt imens en sødlig duft af jul og den slags bølgede i lokalet.
Den meget unge journalistfyr fulgte os med åben mund og mikrofon og lavede interviews med Sara og en lang række af de handlende i boderne, og der var venlige smil overalt. En enkelt udefra kommende julegavehandlende frue var dog ved at snuble af benovelse over at blive konfronteret med en flok juleglade svenske transvestitter. Men det blev bare til et morsomt indslag og en totalt ligegyldig parentes for os set i den store sammenhæng. Hun derimod står sikkert derude endnu og hyperventilerer og prøver at samle kræfter til at komme hjemover. 
På et tidspunkt skulle jeg hjælpe Suzette med at finde toiletbygningen (som jo her er unisex) og hun måtte stå i kø sammen med både mænd og børn som blot ville vide om hun havde købt nogle fede gaver, og hvor hun kom fra i Sverige? Hun kom grinende ud af toiletbygningen sammen med et par småtøser som "bare syntes at hun var så flot!"
Om aftenen drog vi ud til Gladsaxe Teater for at se drag-musicalen ”Chicks with dicks”. Her vakte pigerne berettiget opsigt blandt publikum, hvilket de da også havde lagt stærkt op til ved at stå og klæde om til selskabstøj ude ved bilen midt på parkeringspladsen alt imens teatergæsterne strømmede til, hvorefter de okkuperede alle spejlene på dametoilettet for lige at friske makeuppen op. Imens forsøgte jeg at gå ind og købe nogle sandwich i restauranten. Desværre var den lukket da der ikke blev spillet på den store scene denne aften. Til gengæld holdt teatrets personale julefrokost i restauranten og var i vældigt godt humør. Jeg måtte dog returnere uden sandwich, og fandt naturligvis de svenske piger på dametoilettet hvor de var gået helt amok med øjenskyggerne, og fik dem behændigt gelejdet over til den lille scene, kaldet Væksthuset. Da vi slog svingdørene op til foyeren var alle i hele Gladsaxe kommune vistnok ganske velinformeret om at der denne aften kom et par festklædte transvestitter og kastede glans over forestillingen. Det trængte den faktisk også til da den egentlig ikke var så sjov som vi havde forventet. Men ”Pyt i Panna” som de altid siger i Båstad. Det var en sjov oplevelse alligevel.
Vi sluttede aftenen af med at stille vores sult på en McDonald Restaurant (jamen det stod der på skiltet) som nærmest lå midt i en rundkørsel lige ved teatret. Her kom vi til at stå i kø sammen med en hel del af de andre teatergæster som hilste og ville snakke; og selvom man egentlig kun solgte burgere med indbyggede overraskelser til børnene formåede Daniela at charmere personalet så meget at hun også fik nogle 'børnegaveoverraskelser' med hjem. For som hun sagde: "Nu har vi givet jer en juleoverraskelse, ikke? Så må I også give os en!" Hun fik 2 og et stort smil med på vejen.
De svenske piger formåede virkelig at lyse byen op midt i den mørke vintertid.

2002

tilbage til indholdsfortegnelsen

The Queen - en film der åbnede mine øjne
Når jeg tænker tilbage på, hvad der har haft den største indflydelse på min udvikling som transvestit, er der naturligvis mange ting som har været væsentlige. Men skal jeg forsøge at holde mig til én ting, er det dokumentarfilmen 'The Queen' fra 1968 som står stærkest i min erindring. Ligesom Andy Warhols eksperimentelle undergrundsfilm fra samme periode provokerede den tilskueren ved at skildre seksuelle minoriteters ukendte verden.
Seksuelle minoriteter var stadig undertrykt i 1968, også i Danmark. Chikane og arrestation af seksuelle minoriteter hørte til dagens orden i USA, hvor homoseksualitet stadig var forbudt ved lov, og mænd i dametøj blev arresteret for at krænke den offentlige moral. Alligevel myldrede det med transvestitter og drags på storbyernes klubber og barer, og der blev afholdt dragqueen konkurrencer som den Miss America konkurrence filmen skildrer.

'The Queen' er slet og ret optaget lige før det var før. Før studenteroprøret. Før Woodstock. Før den seksuelle revolution for alvor brød igennem. Før det blev almindeligt accepteret at transvestitter kunne færdes offentligt. Før politirazziaen på Stonewall Inn i 1969 hvor homoseksuelle og transvestitter var jaget vildt under de evindelige politirazziaer på bøssebarerne i Christopher Street. Nu gad de simpelthen ikke finde sig i det mere, og satte sig til modværge. Bøsser, transvestitter og dragqueens dannede fælles front og gennembankede politiet som for gud ved hvilken gang kom for at rydde Stonewall Inn og arrestere gæsterne. Rygtet gik som en løbeild gennem byen, flere mennesker strømmede til og slagsmålet varede flere dage. Stonewall optøjerne markerede   begyndelsen på frigørelses- og ligeretskampen. Vi transvestitter har også en fælles kamp, en fælles historie at fortælle. Vores medsøstre var med til at gøre den berømte forskel.

Der var grøde i luften i 1968. Studenterne besatte Universitetet, hippierne hang ud ved Storkespringvandet, Swinging London styrede modebilledet og Aretha Franklin sang om frihed og respekt; men hjemme i min barndomsby i Nordsjælland føltes det som om tiden stod stille. Som holdt den vejret, og håbede på at verden ville forblive uforandret. Det lille samfund føltes mere og mere som en spændetrøje, der var ikke rigtig plads til være mig selv og gøre som jeg ville. Som alle andre teenagere var jeg forvirret over alt det der skete med min krop, og min spirende seksualitet satte en masse fantasier i gang. Jeg følte ikke som de andre drenge, og fornemmede der var noget jeg søgte svar på. Noget andet. Vidste ikke helt præcist hvad det var, men i mine forvirrede tanker drømte jeg om at være pige i stedet for dreng. Der måtte være et andet liv til mig, et andet sted, en anden måde at leve på, og det kunne ikke gå hurtigt nok med at finde ud af det. Jeg flyttede resolut til København for at starte en uddannelse og finde mine egne ben at stå på, og her sad jeg nu, en ung og naiv 17-årig transvestitspire, i Carlton biografens lune mørke og så filmen 'The Queen'. Jeg sugede begærligt alle de nye fantastiske indtryk til mig. Det der skete deroppe på det store lærred føltes helt uvirkeligt. Nærmest umuligt at få til at hænge sammen med min egen situation. Kunne det virkelig være rigtigt? Kunne man bare gøre det man følte for at gøre? Det var rigtigt!  De var jo lige der for øjnene af mig; Crystal, Sabrina, Miss Chicago og alle de andre som grinede og græd og skændtes og førte sig frem på scenen i flotte kjoler i kampen om at vinde titlen Miss America. Det føltes som en åbenbaring. Jeg var altså ikke alene med mine drømme.

Objektivt set var det vist ikke nogen særlig god film, hverken kunstnerisk eller teknisk. En lowbudget dokumentarfilm om en dragqueen konkurrence i New York i 1967 med glade amatører på scenen. I dag vil den nok falde i kategorien ’bad taste’ eller ’kitsch’, og nutidens biografgængere vil sikkert synes 'The Queen' er en tynd kop the i forhold til alt det vi har set og oplevet siden da. Men i 1968 havde jeg aldrig før set dette undergrundmiljø skildret på det store lærred, og når filmen stadig står så tydeligt i min erindring er det fordi den kom op i biograferne lige præcis på det tidspunkt jeg var allermest søgende efter min identitet. 'The Queen' var der på det rigtige tidspunkt og hjalp mig med at få sat ord på min søgen og få styr på mine tanker omkring køn, seksualitet og identitet. Derfor står denne filmoplevelse så stærkt i min erindring.
Kærlig hilsen Rebecca

'The Queen' findes på video. Desværre har jeg kun kunnet finde frem til en amerikansk version af VHS, NTSC format, som de færreste europæiske videoer kan afspille.

2007

tilbage til indholdsfortegnelsen

Tør du møde virkeligheden på nettet

Via min hjemmeside får jeg mange forskellige henvendelser som jeg naturligvis forsøger at svare på, også selv om det nogen gange medfører en ret blandet korrespondance. Ved at lave min egen hjemmeside og lægge den ud på Internettet har jeg jo selv givet bolden op, ikke? Jeg elsker at snakke med andre mennesker og det er for det meste en kilde til stor fornøjelse at skrive sammen - og det kan være ganske inspirerende at blive konfronteret med andre transvestitters måde at tackle tilværelsen på. Andre gange er det direkte udfordrende. Specielt når der kommer en henvendelse af den mere stereotype seksuelle slags fra en interesseret mandsperson. Så får han som regel tilbage af samme skuffe hvor jeg gør ham forståelig at jeg ikke kun er transvestit for at opfylde hans inderste ønsker og drømme alene. At jeg godt kan finde ud af mit liv på egen hånd og har min helt egen indfaldsvinkel til transvestismen. At jeg under de fine blonder også er en mand med en mandlig seksualitet (hvis vi nogensinde skulle komme så langt) og at jeg i så fald ønsker både at deltage aktivt og at blive tilfredsstillet! To skal der til – så kan man jo lege meget forskelligt! Det kan jo nok få de fleste til at trække ’følehornet’ til sig i en fart. Og hvis han hænger på efter den besked, ja, så er der sku’ da lidt gods i ham, ikke? Som en fyr skrev til mig efter en sådan medfart: "Afvisninger kan man få alle steder, og du er altså skide sød alligevel". Vi skrev sammen et halvt års tid, men kom aldrig frem til at mødes in real life. Her gik grænsen, hvilket nok er den største ulempe ved al denne surfen rundt og mail’en frem og tilbage; nemlig at man alt for nemt kan komme til at glemme virkeligheden som står lige udenfor døren og venter med de rigtige oplevelser.
Det er så uforpligtende at sidde og køre sine fantasier af foran skærmen, men det kan lynhurtigt blive et surrogat for et realistisk forhold til tilværelsen, både som såkaldt ’admirer’ og som transvestit. Jeg lever jo også min pigeside ud i virkeligheden, og det er min overbevisning at det er her man skal gøre sine egentlige erfaringer. Jeg er derfor åben og direkte både på min introduktionsside og i mine svar på interesserede henvendelser via e-mail. Jeg står gerne ved mig selv og mine sjove –ismer, også når computeren er slukket og virkeligheden står klar med nye oplevelser. Af den grund har jeg fra tid til anden overvejet at skrive lidt om mine oplevelser på nettet; nok mest i form af små causerier som her, for ikke at blamere andre end mig selv, om jeg så må sige.
En del henvendelser kommer som nævnt fra mænd som er meget interesserede i at møde transvestitter, hvilket jo som sagt kan udvikle sig til at være ret så sjovt. Efterhånden bliver de fleste venligt henvist til vores Butterfly Club aftener på Never Mind, og får tit og ofte et par adresser på relevante sexklubber med i farten. Så må de selv klare resten. Vores motto for Butterfly Club er jo kort og kontant: Kom hvis du har lyst (og tør!)
Flere e-mail kommer fra transvestitter som spørger om alt mellem himmel og jord, og jeg prøver så godt jeg kan at give dem et fornuftigt svar. For manges vedkommende er det måske ikke et spørgsmål om at realisere deres lyst og drømme om at leve pigerollen ud her og nu, men mere et ønske om at få snakket lidt med en åben transvestit - hvilket er helt i orden med mig. Tit og ofte har det vist sig at være nok med et par henvisninger til de forskellige foreningers hjemmesider og en håndfuld adresser på transvestitvenlige forretninger og træffesteder for at få dem lidt videre i deres søgen. Men kan jeg rokke lidt ved deres angstprægede tanker og blokeringer omkring deres transvestisme synes jeg også selv jeg har fået noget positivt ud af det.
Andre gange handler det mere seriøst om problemerne med at vedkende sit behov for at leve en anden side af sig selv ud, at acceptere sig selv, og måske få samlet mod til at kontakte en transvestitforening og få taget hul på en snak med sin eventuelle partner og/eller omgangskreds. Så tager jeg med fornøjelse en længerevarende snak om dette og har haft den store glæde at opleve at det virkelig har hjulpet at give noget positiv feedback. Flere har oven i købet senere skrevet at det var mig og mine åbne svar som fik dem til at melde sig ind i foreningen. Selvfølgelig kan man diskutere om det er et succeskriterium i sig selv; men nogle positive overvejelser kom der i hvert fald ud af snakken. Og her kommer det sjove og spændende element ind i billedet; nemlig at det også kan lade sig gøre at opnå et venskab og komme frem til at mødes ude i virkeligheden, hvilket for mig er den egentlige drivkræft bag det hele, da jeg mener at rigtig kontakt mellem mennesker langt overgår fantasiens verden med hensyn til dejlige oplevelser. Og dem er der heldigvis mange eksempler på.
En af de rigtig spændende kontakter jeg har fået ad denne vej er til Sara Lund i Malmø, og det var faktisk ret så tilfældigt. Jeg havde det efterår besluttet mig for at skrive en artikel til næste udgave af den engelske Tranny Guide for at sætte København på transvestitternes verdenskort, og samme dag jeg havde sendt den endelige artikel til redactricen Vicky Lee fik jeg en e-mail fra et par svenske transvestitter som spurgte hvad der foregik af sjove ting i København lige nu, da de skulle på pigetur hertil. Jeg sendte min engelske artikel over til dem, fortalte hvorfor den var skrevet på engelsk og at de var de absolut første som læste den. Det viste sig at Sara som jeg skrev til er et af de meget aktive nye medlemmer i den svenske afdeling af FPE, og hun har nu flere gange arrangeret ture til Butterfly Club for en hel gruppe svenske transvestitter, og vi har det fantastisk sjovt sammen når hun er herovre. Da vi swinger godt sammen er vi på det seneste gået sammen om at arrangere Båstadtræffet, samt begge trådt ind i den fælles skandinaviske redaktion for ATTITUDE. 
Så kast dig ud i det med åbent sind og få en masse nye oplevelser og bekendtskaber ud af det. 
Du kan sagtens møde virkeligheden på nettet hvis du tør. 

2002

tilbage til indholdsfortegnelsen

Utterslev Banegård 

Det var en lørdag i december måned og jeg skulle til den årlige julefest i TiD

Et par uger forinden var jeg blevet kontaktet af en engelsk transvestit, Melanie, som ville komme til København den weekend og selvfølgelig gerne ville møde danske transvestitter, så naturligvis  inviterede jeg hende med som gæst ved julefesten. Lørdag morgen fik jeg endnu en mail hvor hun fortalte at hun var i gang med at pakke, og var ved at blive lidt nervøs ved tanken om at møde op til festen om aftenen blandt en masse mennesker hun ikke kendte. Heldigvis havde hun skrevet sit telefonnummer, og efter en hurtig opringning til England og en hyggelig snak slappede hun af igen og glædede sig til at komme om aftenen.
Da jeg netop havde været i bad og ville til at gå i gang med at lægge aftenens festmakeup ringede det på min dør. Det var Charlotte Lyngquist som var et smut i byen og havde lyst til en snak og en kop kaffe. Hun havde et par måneder forinden solgt sin lejlighed i København og købte et lille hus oppe ved Hornbæk + en lille bil. Og her stod hun altså! Så skulle der jo snakkes om alt det der var sket siden sidst, og vi tog kaffen med ind foran makeupspejlet så jeg kunne fortsætte med at gøre mig i stand til aftenen.
Den næste der dukkede op var Helle. Hun havde lovet at komme og hente mig ved syvtiden, men da hun havde været inde i byen til et andet arrangement havde hun fundet ud af at det da var fjollet at køre helt hjem til Nordsjælland og tilbage igen, blot for at klæde om, så nu stod også hun og ringede på døren. Nu begyndte der jo at blive lidt trængsel ved spejlene med at lægge makeup og vælge kjoler til denne festaften, og vi blev i al munterhed enige om at jeg skulle ønske mig et stort nyt dørskilt hvorpå der står "Utterslev Banegård". 
Nå, alt lykkes jo i en gasovn, som man siger, og vi blev klar til at tage af sted, oven i købet god tid. Da Charlotte skulle hente nogle bekendte der skulle op til hende i weekenden tog vi afsked, og Helle og jeg drog af sted til julefesten med taskerne fulde af julegaver, skiftesko, og alle de andre dejlige og unødvendige ting en pige har allermest brug for til en festlig aften.
Jeg medbragte også vandrepokalen til Årets Transvestit som jeg havde kunnet glæde mig over at have stående siden sidste jul hvor det var mig der blev kåret til Årets Transvestit. Traditionen tro havde jeg i mellemtiden fået syet en smuk ny selskabskjole til pokalen, en fin lille gine, og nu skulle den gives videre til den nyvalgte Årets Transvestit. Jeg havde den store fornøjelse at overrække den til den nye formandinde, Henriette Sørensen, som med kæmpe stemmeflertal blev kåret af medlemmerne denne aften. 
Lumbyes var myldrende fuld af juleglade transvestitter og aftenen fløj af sted med alskens julearrangementer og hyggelig snak ved bordene, og lige da vi var i gang med at trække vindernumre i et amerikansk lotteri stod der en sød ung transvestit i døren og smilede. Det var Melanie der nu dukkede op, og vi smuttede ud i baren for ikke at forstyrre for meget. Hun var utrolig sød og nem at snakke med, og lynhurtigt snakkede vi på livet løs som om vi havde kendt hinanden altid. Da hun meget gerne ville ud og se mere af byen på den korte tid hun var her (og jeg skulle tidligt op søndag) forhørte jeg mig lidt rundt ved bordene om de andres planer for resten af aftenen og natten, og fik gelejdet hende med rundt og hilse på, hvilket overhovedet ikke var noget problem nu hun endelig var her. Hun havde utroligt nemt ved at falde i snak med nye veninder, og da jeg og Helle sagde godnat og tak for i aften var hun kommet i en god snak med 3-4 veninder som ville tage hende med rundt i byen resten af natten. Hun fortalte mig nogle dage senere at hun havde følt sig rigtigt godt modtaget, både på Hotel Avenue hvor hun boede og ved vores julefest, og helt sikkert kommer tilbage til København igen.
Om søndagen havde jeg absolut ikke nogle selskabelige aftaler, men brugte dagen på at drive lidt rundt inde i byen og finde en enkelt eller to små julegaver til dem jeg skulle være sammen med juleaften. Jeg holder på skift jul med familien i Nordsjælland og jul for vennerne i København, og dette år var det jul med vennerne i København. Med juletræ til loftet og det hele. Weekenden sluttede derfor af med en tur på loftet for at hente julepynten ned for at se om der var et par kræmmerhuse med krøllet hank som trængte til at skiftes ud inden træet skulle pyntes.

2000

tilbage til indholdsfortegnelsen

Vælg retten til dit eget liv

At være transvestit er naturligvis ikke det samme som at leve på en øde ø. Du vil altid være en del af verden omkring dig. Men at være en del af et samfund som ikke altid lever op til den tolerance og accept du kunne ønske, kræver at du vælger at give dig selv lov til at leve dit eget liv.

Kroniken ”Det flydende køn” som du kan læse her på siden sætter mange tanker i gang, også omkring vores transvestisme. Et gammelt dansk mundheld siger jo ”Man ved hvad man har, ikke hvad man får”; men at holde fast på denne tankegang kan stoppe enhver trang til forandring lige på stedet.
Når nogle transpersoner derfor fastholder sig selv i en diffus angst for at vise sit sande ansigt, angst for familie og venners reaktioner, kort sagt angst for det ukendte, det nye, det anderledes, tror jeg ikke det kun handler om at acceptere sin transvestisme, men mere generelt om angsten for at tage nogle personlige valg her i tilværelsen. At vælge noget til betyder en gang imellem at man også må vælge noget fra, og hvis resten af dit liv kører på alle de givne præmisser for almindelig god borgerlig opførsel vil det ofte være her konflikten dukker op i din egen bevidsthed. Så falder du jo som transvestit udenfor dine egne vedtagne rammer og skal i gang med at revidere din indstilling til, og opfattelse af tilværelsen, hvilket såmænd kan være ganske besværligt, men også sundt for sjælen en gang imellem. Holdninger er svære at ændre, både de andres og ens egne, og alligevel er vores tilværelse i konstant forandring. Derfor er det utrolig vigtigt at finde sin egen balance her i livet. Som transvestit ønsker du jo blot at leve en dejlig side af din personlighed ud, en mulighed som burde være alle mennesker beskåret.  
Verden er foranderlig og heldigvis for det. Og vi kan alle være med til at ændre den. 
Det relevante spørgsmål er derfor ganske enkelt: Vil du leve dit liv på andres eller dine egne præmisser? 

2001

tilbage til indholdsfortegnelsen